Redigeret: 16-6-2026
Alt godt fra havet - udstilling i dommerens havehus i Ærøskøbing
Fra lørdag den 15. august til og med fredag den 21. august 2026 udstiller Susanne Fournais Grube og Karsten Hermansen malerier og papirklip, som alle knytter sig til temaet "alt godt fra havet". Der er fisk, blæksprutter, havbunde og meget andet at kigge på i den kombinerede udstilling, som helt naturligt bliver meget varieret på grund af de meget forskellige materialer, der bruges til fremstillingen af henholdsvis akrylbilleder på lærred og papirklip i tyndt og skrøbeligt papir.
Udstillingen, som foregår i dommerens havehus i Ærøskøbing, vil være dagligt åben, og der er mulighed for at købe værkerne, hvis man skulle blive fristet.


Redigeret: 16-6-2026
Klokkekoncerter i sommeren 2026
Sommeren er højsæson for mange ting, og klokkekoncerter er ingen undtagelse. Det er hyggeligere at høre en udendørs koncert på klokkespil i varmt og solrigt vejr frem for på en kold og isnende vinterdag, så i løbet af sommeren er der mange muligheder for at høre koncerter på det forholdsvis usædvanlige instrument.
Karsten spiller otte koncerter i denne sommersæson. De fire er ved det hjemlige klokkespil i Marstal Kirke, hvor der er en ugentlig klokkekoncert i forlængelse af aftenandagten i kirken hver tirsdag kl. 19.30 i skolernes sommerferie. Per Rasmus Møller spiller klokkekoncerten den 7. juli, og Marcel Siebers spiller koncerten den 14. juli. De øvrige tirsdags-klokkekoncerter (det vil sige 30. juni, 21. og 28. juli samt 4. august) spiller Karsten selv. Alle koncerterne varer omkring en halv times tid.
Men der er også en verden uden for Ærø, og Karsten spiller klokkekoncerter fire andre steder i løbet af sommeren. Første gang bliver onsdag den 22. juli kl. 16.00 fra tårnet på Frederiksberg Rådhus, dernæst følger Grindsted Kirke fredag den 24. juli kl. 14.00, Kiel lørdag den 1. august kl. 11.00 og endelig Visby Domkirke fredag den 21. august kl. 17.00 i forbindelse med Nordisk Selskab for Campanologi og Klokkespils konference på Gotland. Disse koncerter varer alle mellem 45 og 60 minutter.
God fornøjelse, hvis nogen tilfældigvis kommer forbi!

Redigeret: 17-4-2026
Korallernes forårskoncert i Bregninge Kirke
Onsdag den 6. maj kl. 17.00 (bemærk tidspunkt!) synger vokalensemblet Karsten & Korallerne forårskoncert i Bregninge Kirke. Korallerne består for tiden af ni velsyngende kvinder, som også er meget engagerede i sagen. Begge dele sætter sit positive aftryk på resultatet.
Foråret er blomstrende og fyldt med farver. Det samme kan man sige om programmet, som er sammensat af helt nyt og nogle velafprøvede sange fra tidligere sæsoner. Blandt de nye indslag finder man "Verden er i farver". Enkelte steder er den otte-stemmig, og det har derfor været svært at øve netop disse passager, da Korallerne er aktive og forpligtede på mange forskellige måder. Men på koncertdagen burde alle være på plads! Et andet nyt indslag er "Frit land", som oprindeligt blev arrangeret for elitekoret "Ungklang". Også denne sats har været en betydelig udfordring at realisere. Fælles for de to sange er, at når man ikke ved, at man ikke kan, så kan det ske, at man kan alligevel. Det er humlebi-logik udsat for kor!
Men programmet er meget andet end disse to sange. Det er også en smuk forårssang af Tinebeth Hartkopf, en medrivende fransk sang med en uforståelig tekst (også for fransktalende), Shu-Bi-Duas "Stjernefart", Sebastians "Vårvise", Kaj Munks "Den blå anemone" og meget andet. Lidt for enhver smag, hvis man da bryder sig om ligestemmig korsang.
Der er fri entré, og alle er velkomne til en stemningsfuld times koral-klang i Bregninge Kirke.

Redigeret: 8-3-2026
Orgelkoncert i Marstal Kirke
Torsdag den 26. marts kl. 19.30 spiller Karsten Hermansen orgelkoncert i Marstal Kirke. Det bliver den første egentlige orgelkoncert siden sommeren og efterårets lange periode, hvor orgelet ikke måtte benyttes på grund af skimmelsvampeangreb.
Programmet kredser om Johann Sebastian Bach, som fem dage inden har 341 års fødselsdag. Trods den høje alder er hans musik stadig fængende, tankevækkende, energisk og inspirerende, og det er præcis disse elementer, som er i centrum for koncerten. Bach er ikke mindst passionstidens komponist, og det er den periode, vi befinder os i. Hans Fantasi og Fuga i c-mol (BWV 537) passer godt til tiden og er med i aftenens program. Nærmest i den modsatte ende befinder sig Fantasi i G-dur (BWV 572), hvis tre helt forskellige dele er blevet karakteriseret som symbol for Faderen, Sønnen og Helligånden. Nutidens organist og komponist Christian Præstholm har i sin koralbearbejdelse over "Befal du dine veje" ladet Bach skinne tydeligt igennem, og det samme gælder Procul Harums klassiker "A Whiter Shade of Pale". Disse værker står derfor også på programmet, som også byder på Triosonate nr. 6 i G-dur. Det er med andre ord et varieret program, men Bach er i centrum for det hele.
Alle er velkomne, og der er fri entré.

Redigeret: 18-12-2025
Jule- og nytårskoncert i Marstal Kirke med Karsten & Korallerne
Tirsdag den 30. december kl. 15.00 er tiden inde til den traditionelle jule- og nytårskoncert med vokalensemblet Karsten & Korallerne. Jule- og nytårskoncerterne har hidtil været afholdt i Ommel Kirke, men for at sikre plads til alle afholdes koncerten denne gang i Marstal Kirke. Programmet er som altid afvekslende, og repertoiret bærer derfor præg af såvel jul og nytår som det år, der venter lige om hjørnet. Juletiden er jo ikke helt forbi, så både "Mit hjerte altid vanker" og "Dejlig er jorden" er på programmet - sidstnævnte dog i en særlig version fra Disneyfilmen "Frozen". Andre juleklassikere er "Its gonna be a cold Christmas" og "White Christmas". Blandt de nyere værker på programmet skal Ola Gjeilos smukke "Northern Lights" fremhæves.
Der er masser af god musik at glæde sig til i de ni Korallers koncertprogram. Alle er velkomne til en stemningsfuld koncert på tærskelen til det nye år. Der er fri entré.
Nytårskoncert i Bregninge Kirke med Linda Skjønnemand, Bjarne Finnerup og Karsten Hermansen
Torsdag den 8. januar kl. 19.30 markeres det nye år med en koncert i Bregninge Kirke, hvor musik fra musicalens verden kommer særligt i fokus. Nytåret er en festlig tid, og netop repertoiret fra Rodgers og Hammersteins musicals er altid fornøjeligt og iørefaldende. Linda Skjønnemand vil synge en række sange blandt andet fra "The Sound of Music", Bjarne Finnerup spiller med på flere af sangene og giver publikum chancen for at nyde Ennio Morricones smukke "Gabriels Obo" fra filmen "The Mission". På orgel kan man blandt andet høre en af de festlige marcher af John Philipp Sousa.
Alle er velkomne til en hyggelig aften med et helt fyrværkeri af god musik. Der er fri entré.

Redigeret: 4-12-2025
Adventskoncerter med Ærøkoret
Tirsdag den 9. december kl. 19.30 og lørdag den 13. december kl. 16.00 i henholdsvis Ærøskøbing og Marstal Kirke synger Ærøkoret sin traditionelle adventskoncert med musik fra ind- og udland. Dette år adskiller sig dog lidt fra de foregående, da hovedværket er en uropførelse af julekantaten "Lyset kommer!", som fortæller juleevangeliet i form af 11 sange lige fra profetierne om Messias' komme til fødslen i stalden med besøg af både hyrder og vismænd. Sopran Linda Skjønnemand og tenor Michael Kristensen er solister.
Undervejs bliver der naturligvis også plads til fællessang og orgelmusik, som i Ærøskøbing Kirke spilles af Paul Nedergaard og i Marstal Kirke af Karsten Hermansen.

Der er gratis entré, og alle er meget velkomne til en stemningsfuld time midt i den travle decembertid.

Redigeret: 23-11-2025
Juletræet tændes ved Frederiksberg Rådhus
Lørdag den 29. november tændes juletræet på pladsen foran Frederiksberg Rådhus. Det er en stemningsfuld dag, som samler mange mennesker, og det er oplagt, at klokkespillet i rådhusets tårn bidrager til den hyggelige stemning. I lighed med sidste år er det Karsten, der spiller kl. 15.00 (i 30 minutter). Programmet svarer til anledningen, så repertoiret omfatter både "Det sørme, det' sandt, december" fra julekalenderen "Jul på Slottet", Peter Langbergs julepotpourri over danske julesange og -salmer, Disney-favoritten "Når du ser et stjerneskud" - dog uden Jesper Fårekylling - og Irving Berlins udødelige juleklassiker "White Christmas" m.m.

Redigeret: 29-9-2025
Efterårskoncert
Onsdag den 5. november kl. 19.30 synger vokalensemblet Karsten & Korallerne koncert i Ærøskøbing Kirke. De ti sangere vil synge et program, der strækker sig fra Finland i nord til Tyskland i syd. Fra USA i vest til Sverige i øst. Men centralt står den danske sang med Carl Nielsen-klassikere som "Solen er så rød, mor" og "Som en rejselysten flåde" foruden Michael Bojesens stemningsfulde melodi til Tove Ditlevsens stærke tekst "Så tag mit hjerte".
Derudover er der musik af Billy Joel, Joni Mitchell, Evert Taube, The Beatles, Kai Normann Andersen og flere andre, som tilsammen skal sikre, at det bliver en varieret aften, der når rundt i mange musikalske stemninger.
Der er gratis entré, og alle er meget velkomne til en hyggelig efterårsaften i Ærøskøbing Kirkes akustisk smukke rum med plads til alle.

Redigeret: 10-6-2025
Sommerkoncert
Torsdag den 19. juni kl. 19.30 kan man høre den sydfynske sopran Sofie Ljungdahl synge i Bregninge Kirke akkompagneret af Karsten Hermansen.
Programmet er en blanding af kirkemusik, opera og dansk sang. Vi skal høre Caccinis smukke "Ave Maria", Bachs udødelige "Bist du bei mir" og Faurés inderlige "Pie Jesu". Vi skal nyde tre arier fra tre forskellige Puccini-operaer, og endelig bliver der plads til danske sange, blandt andet Adam Øhlenschlægers smukke "Underlige aftenlufte" med Carl Nielsens poetiske melodi.
Der er gratis entré, og alle er meget velkomne til en stemningsfuld aften i Bregninge Kirkes smukke rum.

Redigeret: 16-4-2025
Forårskoncert

Karsten & Korallerne.
Onsdag den 7. maj kl. 19.30 synger vokalensemblet Karsten & Korallerne koncert i Bregninge Kirke.
Programmet er præget af dansk sangtradition, som man kender den fra Højskolesangbogen, men godt suppleret af nyere sange såsom Pils "Rullefald", Minds of 99's "Under din sne" samt de lidt ældre, men ikke mindre iørefaldende "Den allersidste dans" fra "Mød mig på Cassiopeia" og "Dansevise", som Grethe og Jørgen Ingmann gjorde til vinder af det europæiske melodi grand prix i 1963.
Der er fokus på sang a cappella, men denne gang bliver der også en enkelt sats med orgelledsagelse, når koret synger "Sanctus et Benedictus" fra Joseph Rheinbergers messe i A dur.
Korallerne består (ved denne koncert) af otte yngre kvinder, som trods meget forskellig baggrund deler glæden ved at synge. Og det smitter!
Der er gratis entré, men af pladshensyn er det nødvendigt at bestille billet via Ærøkirkernes hjemmeside.

Redigeret: 7-2-2025
Vintersysler
Onsdag den 19. februar kl. 19.30 synger Karsten & Korallerne en lille koncert i dagligstuen i Det gamle Mejeri i Søby. Koncerten er udsolgt.
Torsdag den 20. februar kl. 19.30 fortæller Karsten Hermansen om sydfynsk søfartshistorie for Sydfynsk Slægtsforsker Forum i Møllergade 99, Svendborg.
Onsdag den 26. februar kl. 19.00 er der en aften om Thomas Kingo i Vester Skerninge Kirke. Tidligere højskolelærer Ole Finnerup fortæller om Kingo. Sopran Linda Skjønnemand synger nogle af Kingos sange, og Karsten Hermansen akkompagnerer og spiller koralbearbejdelser over nogle af melodierne til Kingos store salmeværk. Der er fri entré.

Redigeret: 10-12-2024
Decemberaktiviteter
Adventskoncerter i Ærøskøbing og Marstal Kirker
Traditionen tro synger Ærøkoret to adventskoncerter i Ærøskøbing og Marstal Kirker. Programmet er varieret og rummer både sange til året og til advents- og juletiden. Linda Skjønnemand er solist, Bjarne Finnerup medvirker på trompet. Paul Nedergaard spiller på orgelet i Ærøskøbing Kirke, mens Karsten Hermansen sidder på orgelbænken i Marstal Kirke.
Koncerterne afholdes på følgende dage:
Ærøskøbing Kirke tirsdag den 10. december kl. 19.30
Marstal Kirke lørdag den 14. december kl. 16.00
Der er fri entré, og alle er velkomne.
De ni læsninger i Marstal Kirke
Tirsdag den 17. december kl. 19.30 er der "De ni læsninger" i Marstal Kirke. Linda Skjønnemand er sangsolist, Bjarne Finnerup spiller trompet, Rikke Dupont er liturg, og Karsten Hermansen sidder ved orgelet.
Karsten & Korallernes jule- og nytårskoncert i Ommel Kirke
Mandag den 30. december kl. 15.00 afholdes den efterhånden traditionelle koncert med vokalensemblet Karsten & Korallerne i Ommel Kirke. Repertoiret spænder bredt fra "Dejlig er jorden" fra Disney-tegnefilmen Frozen til Joni Mitchells "River" og mange traditionelle sange til jule- og nytårstiden.
Bemærk, at koncerten i år finder sted om eftermiddagen.
Der er fri entré, og alle er velkomne til en stemningsfuld oplevelse på tærsklen til det nye år.

Redigeret: 5-11-2024
Bogudgivelse på Marstal Søfartsmuseum
Lørdag den 16. november kl. 14.00-16.30 udgives Karsten Hermansens nye bog om Marstals lokale færge "ÆrøXpressen", som i november måned fylder fem år. Den 30. november 2019 blev færgen døbt og fejret ved en stor folkefest på opmarchbåsene på Marstal Havn. Siden da har der både været coronapandemi, motorhavarier, politiske diskussioner og meget andet, som har givet det private færgeselskab nok at tænke på. Men færgen sejler stadig, og femårsdagen fejres blandt andet med den nye bog, som er på 120 sider, rigt illustreret og koster kr. 185,-.

Redigeret: 13-11-2024
Koncertfortælling om Thomas Kingo
Torsdag den 14. november kl. 19.30 i Bregninge Kirke.
Ole Finnerup fortæller om salmedigteren og biskoppen Thomas Kingo.
Kgl. operasanger Guido Paevatalu og lejlighedskoret Ø-Vox synger nogle af Kingos salmer, mens Karsten Hermansen spiller koralbearbejdelser over nogle af salmemelodierne til Kingos salmer.
Der er fri entré, og alle er velkomne til en varieret og oplysende aften.

Redigeret: 10-10-2024
Efterårskoncert med Karsten & Korallerne
Onsdag den 6. november kl. 19.30 synger vokalensemblet Karsten & Korallerne efterårskoncert i Ærøskøbing Kirke.
På billedet ses Korallerne, da de sang på kajen, da Kongeparret afsejlede Ærøskøbing Havn den 20. august i år. Ved den kommende koncert er der tag over hovedet. Det er blevet efterår, og med et program, der er præget af aftensange, er der lagt op til en stemningsfuld aften i efterårsmørket.
Fri entré - alle er velkomne!

Redigeret: 10-5-2024

Karsten & Korallerne.
Lørdag den 1. juni kl. 19.00 synger vokalensemblet Karsten & Korallerne koncert i Strynø Kirke.
Programmet er varieret og bevæger sig mellem dansk og engelsk, mellem nyt og gammelt, mellem a cappella og akkompagneret, men først og fremmest sprudler det af sangglæde. Koret består af ni yngre kvinder, som kommer med vidt forskellig baggrund, men er fælles om glæden ved at synge.
Der er fri entré, og alle er velkomne til en aften, hvor sangen får vinger!